Anbringelse af børn: Med samtykke, uden samtykke og processen bag

Anbringelse er en af de mest vidtgående foranstaltninger, det danske velfærdssystem kan iværksætte over for en familie. Det at flytte et barn væk fra sin hjemlige base er aldrig en let beslutning — og den kræver et grundigt juridisk og fagligt fundament.

For kommende plejefamilier er det afgørende at forstå, hvordan anbringelsesprocessen fungerer: hvem der beslutter det, hvad der sker, og hvad forskellen er på anbringelse med og uden samtykke.

Hvem kan anbringe et barn?

Kun kommunen (kommunalbestyrelsen) kan træffe beslutning om anbringelse. Det er kommunens børne- og ungerådgivere, der forvalter sagerne, og kommunalbestyrelsens Børn og unge-udvalg, der i tvangstilfælde skal godkende afgørelsen.

Private borgere kan ikke anbringe et barn. Men enhver kan lave en underretning til kommunen ved bekymring for et barns trivsel — og det er underretningerne, der ofte sætter processen i gang.

Anbringelse med samtykke (§ 46)

Den hyppigste form for anbringelse er frivillig — forældrene samtykker. Det sker typisk, når:

• Forældrene selv anerkender, at de har behov for hjælp og ikke kan give barnet den nødvendige omsorg
• Kommunen og familien er enige om, at anbringelse er den bedste løsning midlertidigt
• Barnet er ældre og selv ønsker at flytte

Anbringelse med samtykke kræver, at begge forældre med forældremyndighed samtykker. Selvom samtykket er frivilligt, er det stadig en kommunal afgørelse underlagt de samme kvalitetskrav som en tvangsanbringelse.

Barnet beholder ret til samvær med sine biologiske forældre, og der udarbejdes en handleplan for anbringelsesforløbet, herunder hvad der skal ske for, at barnet kan hjemgives.

Anbringelse uden samtykke (§ 47)

Anbringelse uden samtykke — også kaldet tvangsanbringelse — er en langt mere indgribende foranstaltning og kræver en dobbelt godkendelse:

1. Kommunen indstiller til tvangsanbringelse
2. Børn og unge-udvalget — et udvalg under kommunalbestyrelsen med deltagelse af dommere — skal godkende beslutningen

Det stiller høje krav til dokumentationen. Kommunen skal godtgøre, at barnets "sundhed eller udvikling er i alvorlig fare", og at de frivillige foranstaltninger enten er forgæves afprøvede eller må anses for utilstrækkelige.

En tvangsanbringelse kan indbringes for Ankestyrelsen og for domstolene.

En markant stigning i tvangsanbringelser

Det er bemærkelsesværdigt, at 25 pct. af alle anbringelser pr. 31. december 2024 sker uden samtykke — og at tallet er helt oppe på 44,5 pct. for de 0-5-årige. Det afspejler Barnets Lovs prioritering af at gribe tidligt ind, inden skader bliver permanente.

Strategien bygger på forskning, der viser, at de mest alvorlige konsekvenser af omsorgssvigt sker i de første leveår, og at tidlig stabilitet er afgørende for hjernens udvikling.

Kan en tvangsanbringelse ske inden barnet fødes?

Ja — det er en ny mulighed med Barnets Lov. Hvis dokumentationen for forældrenes manglende evne er massiv og uomtvistelig, kan Børn og unge-udvalget i princippet træffe en afgørelse, der træder i kraft ved barnets fødsel. Det er en kontroversiomstændighed, men lovgivningens logik er, at barnets ret til et stabilt liv begynder fra første dag.

De 11.629 anbragte børn

Pr. 31. december 2024 var 11.629 børn og unge anbragt uden for hjemmet i Danmark — ca. 1 pct. af alle 0-17-årige. Fordelingen af anbringelsesformer ser sådan ud:

Plejefamilier er altså det primære anbringelsessted for over halvdelen af alle anbragte børn. Det understreger, hvor central rollen er i det samlede system.

Hvad sker under anbringelsen?

Uanset om anbringelsen er frivillig eller tvang, skal kommunen:

• Udarbejde en handleplan for barnet
• Følge op mindst to gange om året (§§ 95-96 i Barnets Lov)
• Sikre, at barnet har adgang til samvær med biologiske forældre (med mindre der er begrundede undtagelser)
• Sikre, at plejefamilien har den nødvendige støtte og supervision

Barnet får fra 10-årsalderen partsstatus og kan klage over afgørelser, herunder samværsordninger.

"Second Opinion" ved flytning fra plejefamilie

En af de vigtigste nye rettigheder i Barnets Lov er "Second Opinion"-ordningen: Hvis et barn har været anbragt i en plejefamilie i mere end tre år, og kommunen beslutter at flytte barnet, kan plejefamilien anmode Ankestyrelsen om en uvildig vurdering inden flytningen effektueres. Det er ikke en garanteret blokering — men det er en reel mulighed for at sikre, at barnets tilknytning til plejefamilien tages alvorligt.

Vil du have en fuld oversigt over anbringelsesprocessen — fra underretning til handleplan, samvær og hjemgivelse — finder du det i vores guide til plejefamilie og adoption i Danmark.

Hvad betyder det for dig som plejefamilie?

At modtage et barn, der er tvangsanbragt, kræver særlig opmærksomhed. Barnet kan have modsatrettede følelser over for dig som plejefamilie — du er på én gang en redning og en trussel mod det eneste, det kender. Det kræver tålmodighed, mentalisering og professionel støtte.

Men det er også præcis det arbejde, der gør den største forskel. Forskning viser konsekvent, at stabile plejefamilieanbringelser er det, der bryder det negative mønster — og at tilknytning er mulig, selv efter svære start.

See more Denmark guides →