Børnefaglig undersøgelse: Hvad sker der, og hvad betyder det?

Når en familie kommer i kontakt med kommunens socialforvaltning — enten fordi skolen har sendt en underretning, en nabo har ringet, eller forældrene selv har bedt om hjælp — begynder en proces, der for mange er ukendt territorium. En central del af den proces er den børnefaglige undersøgelse.

For kommende plejefamilier er det vigtigt at forstå, hvad en børnefaglig undersøgelse er, fordi det er den, der ligger til grund for en anbringelsesafgørelse — og dermed for, at et barn overhovedet kan komme til jer.

Hvad er en børnefaglig undersøgelse?

En børnefaglig undersøgelse er en systematisk kortlægning af et barns situation, ressourcer og behov. Den iværksættes, når kommunen vurderer, at der er en begrundet bekymring for et barns trivsel — typisk efter en underretning eller en akut hændelse.

Under Barnets Lov sker processen i to trin:

Screening (§ 18) er en hurtig indledende vurdering. Her afgør kommunen inden for kortere tid, om bekymringen er alvorlig nok til at gå videre, eller om sagen kan afsluttes eller klares med lettere støtte.

Børnefaglig undersøgelse (§ 20) aktiveres, når screeningen viser tegn på alvorligt omsorgssvigt, mistrivsel eller behov for anbringelse. Det er her den egentlige udredning finder sted.

Hvad undersøges?

Undersøgelsen skal kortlægge seks dimensioner af barnets liv:

• Udvikling og adfærd
• Familieforhold
• Skoleforhold og uddannelse
• Sundhedsforhold
• Fritid og venner
• Andre relevante forhold

Det er ikke kun en beskrivelse af problemer. Undersøgelsen skal ifølge Barnets Lov også afdække barnets og familiens ressourcer — hvad fungerer, og hvad kan aktiveres for at hjælpe barnet.

I praksis indebærer undersøgelsen samtaler med barnet, forældrene, skole, dagpleje, sundhedsplejersker og andre relevante parter. Barnet har altid ret til at blive hørt, og fra 10-årsalderen er det et juridisk krav, at barnet gives partsstatus.

Hvem laver undersøgelsen?

Undersøgelsen foretages af kommunens socialrådgivere — typisk specialiserede børne- og ungerådgivere. De kan trække på psykologer, specialister eller andre fagpersoner ved behov.

Det er ikke Socialtilsynet, der laver undersøgelsen — Socialtilsynet godkender plejefamilier, men har ikke ansvar for enkeltbørnssager. Det er kommunen, der er myndighed.

Hvad kan undersøgelsen føre til?

Undersøgelsens konklusion danner grundlag for kommunens beslutning om støtte eller foranstaltning. Det kan være:

• Forebyggende indsatser: Aflastningsordning, familiebehandling, praktisk støtte i hjemmet
• Anbringelse med samtykke (§ 46): Forældrene indvilger i, at barnet flyttes midlertidigt
• Anbringelse uden samtykke (§ 47): Kommunen vurderer, at situationen er så alvorlig, at den kan iværksætte anbringelse mod forældrenes vilje — dette kræver efterfølgende godkendelse af Børn og unge-udvalget

Pr. 31. december 2024 var 11.629 børn og unge anbragt uden for hjemmet i Danmark, svarende til ca. 1 pct. af alle 0-17-årige. Plejefamilier modtager 53 pct. af disse børn — det er langt den mest udbredte anbringelsesform.

Hvad betyder det, at tvangsanbringelser stiger?

En bemærkelsesværdig tendens i de seneste tal er, at 25 pct. af alle anbringelser nu sker uden samtykke — og blandt de 0-5-årige er det hele 44,5 pct. Det afspejler Barnets Lovs strategi om at gribe tidligt ind, inden skader bliver permanente.

For plejefamilier betyder det i praksis, at en del af de børn, du modtager, kommer fra sager, hvor de biologiske forældre aktivt modstod anbringelsen. Det stiller særlige krav til din evne til at håndtere samvær og de reaktioner, barnet kan have efter kontakt med familien.

Hvad bør kommende plejefamilier vide om undersøgelsesprocessen?

Som plejefamilie er du ikke involveret i undersøgelsen — den foregår, inden kommunen begynder at lede efter et anbringelsessted. Men resultatet af undersøgelsen fastlægger barnets "anbringelsesbehov", som kommunen bruger til at matche barnet med den rette plejefamilietype.

Det er derfor vigtigt, at du som plejefamilie kender forskel på almen, forstærket og specialiseret pleje — for det er de kategorier, undersøgelsen peger mod. Et barn med svære traumer, diagnoser eller adfærdsvanskeligheder vil kræve en forstærket eller specialiseret plejefamilie, og det bør afspejles i vederlaget.

Læs mere om hele forløbet fra ansøgning til anbringelse i vores guide til plejefamilie og adoption i Danmark, hvor vi gennemgår undersøgelsesprocessen, plejefamilietyper og hvad du konkret kan forvente i mødet med kommunen.

Tidsramme og klageadgang

En børnefaglig undersøgelse skal som udgangspunkt afsluttes inden for fire måneder. Det er ikke altid muligt i komplekse sager, men fristen er vejledende og kan bruges som pres, hvis processen trækker ud.

Forældrene — og barnet fra 10 år — har ret til at klage over afgørelser truffet på baggrund af undersøgelsen. Klager behandles af Ankestyrelsen, som er det øverste administrative klageorgan på børneområdet.

Den børnefaglige undersøgelse er ikke en dom. Det er et billede af et barns situation på ét tidspunkt — og en invitation til systemet om at finde den bedste vej frem for det pågældende barn. Som plejefamilie er du en del af den løsning.

See more Denmark guides →